Det var med noget bange anelser cheftræner Craig Pedersen havde set frem til årets første kamp i Basketligaen. Mod et HIC mandskab han stort set intet kendte til efter omfattende udskiftninger.
Pedersen justerede gennem kampen på de rigtige knapper og efter at kaninerne havde været nede med 9 efter de første 10 minutter, vendte skuden og derefter var kaninerne bedre indstillet.
Sejren blev på +10, 97-87 men der kræves justeringer på holdet. Perioderne 17-26, 30-18, 23-25 og 27-18.
HIC kommer godt fra start og det gør kaninerne såmænd også. Der er fart og tempo over spillet og det ligner, hvad HIC var blevet spået,run and gun basket, også lidt af det HIC havde vist i deres seneste træningsophold i Tyskland. Kaninerne forsøgte, at få stabilitet ind i spillet straks fra start men det ville ikke rigtigt lykkes og især i forsvaret var der opløsningstendenser. Når forsvaret ikke fungerer smitter det af på angrebsspillet og det var tydeligt i startfasen.
Hos HIC er det især Darko Jukic, den tidligere AAIF spiller der laver meget flotte ting men også de to US spillere og i særklasse Thomann, den store mand under kurven, viser træfsikkerhed. Guarden Bowlin kommer ind efter 5 minutter og er også udslagsgivende.
Hos kaninerne er Adama Darboe i særklassen holdets bedste med ikke mindre end 10 points af den 17. Adam Haddad kommer ind som 2. rotation og driver via baseline stærkt mod kurven.
Straks fra 2. periodes start rykker kaninerne såvel tempomæssigt men også forsvarsmæssigt. Der bliver lukket helt af for HIC der ikke kommer på tavlen de første 5½ minut. Til gengæld scorer Svendborg 11 inden HIC kommer med på en treer fra Morten Christensen. Momentum ligger helt klart hos kaninerne der via Kristoffer Gertz og Adam Haddad med hhv. 5 og 4 points viser vejen. Claus Magaard med to treerer og Mikkel Plannthin med en enkelt følger Kristoffer Gertz til døren. Adama Darboe får lidt pause ovenpå en flot indsats men substitutterne, hhv. Gertz og Niels Degn gør det godt. For HIC var det Skyler Bowlin der var her og der og allevegne. Han scorer 8 points i perioden og viser i glimt, at han nok skal blive en stor gevinst for østjyderne.
Svendborg går til pausen foran med 3, 47-44.
Rigtig mange gange i sidste sæson viste kaninerne svaghedstegn i 3. periode og det skulle blive spændende om det skulle gentage sig i denne sæsons første kamp. HIC kom bedre med især pga. stærkt spil fra Darko Jukic med 10 points. Mange flotte putt-backs der var umulige at dække men også den tunge center for HIC Keane Thomann var meget sikker fra lowpost. En klog spiller der bliver undervurderet af mange modstandere men han er træfsikker og uhyggelig effektiv.
HIC formår at vælte momentum over i egen lejr men nu træder både Washington og Rutherford mere og mere i karakter imens Adama Darboe fortsætter som dagens bedste kaninskytte. Inden de sidste 10 minutter er kampen dog helt tæt, 70-69.
Der blev bidt negle hos de 410 fremmødte for HIC kommer bedst ud med de første 5 points, endnu to fra store Thomann og en treer fra, ja hvem ellers: Darko Jukic, dagens bedste hos HIC.
Kaninerne virkede nede og så alligevel ikke for nu fandt de tempoet fra 2. periode frem igen. Darboe igen usvigelig sikker fra sine cuts til skud fra toppen og på sine straffekast, hvilket iøvrigt var fælles for samtlige kaniner der kom på linjen i dag.
Rutherford med et megadunk og Washington med sikkerhed fra overalt, hvor han modtog bolden. De tre er sammen med Plannthin ene om at score for kaninerne i sidste periode og Svendborg slutter bedst med 11 fra Rutherford, 8 fra Darboe, 6 fra Washington og de sidste to fra Mikkel Plannthin.
Thomann var bedst i sidste periode for HIC selv om han så noget brugt ud til sidst i kampen med 40 minutter i den store krop.
En til tider ganske velspillet kamp der viste et helt andet HIC mandskab end sidste sæson, ikke så sært med 10 udskiftninger. Men også et HIC mandskab der ganske givet vil blande sig i topstriden.
Kaninerne viste også at de er kommet for at bide skeer med toppen af dansk basket som i de tidligere sæsoner.
Næste opgave for Svendborg Rabbits er allerede på tirsdag mod BC Aarhus i Aarhus.
For Svendborg Rabbits blev dagens mest effektive Greg Washington med 21 points og 11 rebounds, den næstmest effektive Donald Rutherford med 19 points og 9 rebounds.
Dagens mest scorende blev dog Adama Darboe med 30 points, 4 assists og 2 steals. Claus Magaard scorede 9, Mikkel Plannthin 7, 6 til Adam Haddad og 5 til Kristoffer Gertz.
For HIC blev den meste effektive store Keane Thomann med 24 points og 12 rebounds, Darko Jukic scorede 23 og hentede 7 rebounds, Skyler Bowin scorede 15 og havde 7 assists, 12 til Matis Sakne, 10 til Frederik Rungby og 3 til Morten Christensen.