Bakken Bears har op til sæsonen 2009/10 indgået to nye tre-årige samarbejdsaftaler omkring beklædning, idet holdet fremover optræder i spilletøj fra Spalding, leveret af Stadium.
Spalding er et af de førende mærker indenfor basketballtøj samt -bolde, og netop omkring bolde har Bakken Bears haft et samarbejde med Spalding i fem sæsoner allerede. Spalding leverer også bolde til verdens bedste liga, NBA. Sideløbende med det forlængede og udvidede samarbejde med Spalding har Bakken Bears indgået et samarbejde med Stadium. Der findes ti Stadium-butikker i Danmark - i Århus har Stadium hjemme i Bruun's Galleri. Aftalen med Stadium består dels af et sponsorat og dels af et samarbejde omkring merchandise. I løbet af kort tid vil Stadium i Århus sælge Bakken Bears-merchandise, ligesom aftalen også betyder, at Stadium og Spalding udvider deres samarbejde. Som led i aftalen får Bakken Bears får et Klub-kort, så alle fans kan støtte Bakken Bears ved ethvert køb i Stadium. Ved kassen skal kunden blot oplyse ønsket om at støtte Bakken Bears. Michael Piloz, sportsdirektør i Bakken Bears, er begejstret over de nye aftaler. "For os er det fantastisk at få mulighed for at samarbejde med nogle af de stærkeste brands på markedet, og der tegner sig et samarbejde af hidtil uhørt omfang. Vi glæder os meget og ser et samarbejde med Spalding og Stadium som en blåstempling af vores arbejde," siger Michael Piloz. Torben Pedersen fra Spalding Danmark er glad for aftalen med de forsvarende danmarks- og pokalmestre. "Det emmer af førstepladser hos Bakken Bears. Det glæder vi os til at være en del af," siger Torben Pedersen. Også Allan Leerbæk fra Stadium glæder sig til at samarbejde med Bakken Bears. "Vi ser frem til det innovative og spændende samarbejde, der er lagt op til, og vi glæder os til være en del af det ypperste elitesport, Århus har at byde på," siger Allan Leerbæk.