I sin blot første sæson som træner i Danmark løb den 47 årige serber med hæderen som årets træner. “Det er mit første år her, så jeg var meget overrasket over at modtage prisen, men jeg er glad for prisen, det er jo de andre klubber der har stemt på mig. Jeg er glad for at mine spillere har gjort det muligt, så et stort tak til dem. Næste år vil vi prøve at komme endnu længere end kampen om bronze.”
Hørsholms træner har et CV, som mange basketballtrænere er misundelige på. Han har været træner i Røde Stjerne Beograd, BC Kiev og for landsholdet i Serbien. En stor kapacitet.
Milan Skobalj har ikke en fasttømret spillestil han tager udgangspunkt i: ”Jeg kan godt lide at spille efter at få mange point, men jeg kigger på mit spillermateriale, og lægger holdets spillestil efter det. Mangler jeg store spillere spiller jeg på en måde eller mangle jeg skytter, så spiller vi på en anden måde. Det er spillermaterialet der afgør spillestilen og min stil som coach. I Hørsholm har jeg meget fokus på forsvar, og på at ødelægge de andres angrebsspil,” påpeger den erfarne træner.
Da Milan kom til Danmark fandt han mange talentfulde spillere, men de skal arbejde hårdere ifølge serberen. Han siger: “De skal træne mere. Træningen 3-4 gange om ugen er ferietræning - det er det niveau du skal holde i dine ferier - træningsmængden skal løftes meget mere. Mere træning, mere træning til talenterne, flere penge, og så skal de unge spillere lære at følge europæisk basketball - det er ikke nok at følge NBA. De skal kende den europæiske måde at spille basketball på, og så skal de bedste danske klubber spille i europa - hele ideen er jo hele tiden at løfte sit spil til et højere niveau, så det er skidt når danske hold ikke kommer ud."
Den sympatiske træner fra Hørsholm lever og ånder for basketball: “En basketballtræner er træner 20 timer i døgnet,” slutter han.
Præmierne til årets træner er sponsoreret af Festina og dk4