Foran mere end 2000 tilskuere blev Årets dommer kåret. Det blev den 42 årige Jakob Hors, han modtog et velfortjent bifald fra de mange tilskuere i NRGi Arena. Hors har dømt mere end 600 divisionskampe siden 1987. I perioden fra 1995-1999 var han FIBA-dommer, og her dømte han 11 Europacupkampe.
Det var en glad Jakob Hors vi mødte efter 4. DM-finale: "Det betyder meget, at der er nogen der sætter pris på det arbejde man gør - og at jeg formår at sælge budskabet om hvordan spillet skal spilles, så det er acceptabelt for alle."
En ting som årets dommer kunne tænke sig mere er uddannelse. "Vi kunne godt bruge lidt mere af er uddannelse for ligadommerne, så niveauet kunne blive endnu højere i takt med ligaens positive udvikling." I ligagruppen bruger dommerne meget tid på at give hinanden feedback på kampene, og det er noget der styrker deres indsats.
Jakob Hors er glad for at være dommer, og så længe han synes det er sjovt, så fortsætter han som ligadommer. "Jeg er dommer fordi jeg synes det er sjovt. Prisen i sig selv får mig ikke til at fortsætte som dommer, men det er en god anerkendelse, og jeg hænger i så længe det er sjovt."
Som flere af de andre ligadommere har Jakob Hors, inden dommerfløjten blev samlet op, spillet basketball på divisionsplan. Jakob Hors har en lang periode som aktiv spiller i Herlev Basketballklub. Her opnåede han 104 divisionskampe.
Når Jakob Hors ikke har dommerfløjten i munden, så arbejder årets dommer som procesudvikler i Nordea Liv og Pension.